Kategorier
Lov om webtilgængelighed generelt Tilgængelighedserklæringen, WAS

Retten til et svar

Der var engang et EU-direktiv om webtilgængelighed, som stillede et virkelig vigtigt krav til offentlige myndigheder. Formålet var at sikre udsatte borgeres demokratiske rettigheder – men kravet blev næsten usynligt, da direktivet blev til dansk lov.

Jeg skal være den første til at indrømme, at det kan være både langhåret og uoverskueligt at tygge sig gennem et EU-direktiv som ”EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2016/2102 af 26. oktober 2016 om tilgængeligheden af offentlige organers websteder og mobilapplikationer”.

Alene titlen gør, at det virker mere tillokkende at få lavet en rodbehandling uden bedøvelse end at gå om bord i de 836 linjers juridisk kancellisprog.

For mit eget vedkommende betød et pitstop som chefkonsulent i Digitaliseringsstyrelsen fra 2018 – 2019 imidlertid, at jeg adskillige gange har tygget mig gennem de 56 overordnede betragtninger og 15 artikler, som EU-direktivet om webtilgængelighed består af.

Og ja – det er sgu’ lidt nørdet, det ved jeg godt. 

Men djævlen ligger som bekendt i detaljen – og den detalje, jeg vil folde ud i det følgende, handler om at sikre borgere og brugere deres demokratisk sikrede rettigheder. Et absolut nødvendigt foretagende som ingen tilsyneladende har vist den store interesse endnu. Derfor denne artikel.

Retten til at underrette om fejl og anmode om oplysninger

EU-direktivet og den deraf følgende danske lovgivning om webtilgængelighed handler grundlæggende om at sikre, at offentlige hjemmesider og mobilapplikationer er tilgængelige for alle borgere.

Det gælder også for den million danskere, som lever med forudsætninger, der gør, at de i højere grad end andre støder på digitale forhindringer i online-mødet med det offentlige.

Webtilgængelighed er imidlertid ikke noget, man fikser med et enkelt snuptag én gang for alle – og så er den ged barberet.

Både hjemmesider og mobilapplikationer udvikler sig hele tiden. Løsningerne bliver opdateret og udbygget, og der bliver hele tiden produceret nyt indhold.

Det betyder, at en hjemmeside, der var fuldt tilgængelig i går, ikke nødvendigvis er det i morgen.

Derfor er det også helt afgørende, at EU-direktivet med artikel syv kræver, at offentlige organer i deres lovpligtige tilgængelighedserklæring skal beskrive og linke til en feedback-mekanisme, der giver enhver person mulighed for at gøre det offentlige organ opmærksom på fejl og mangler vedrørende webtilgængeligheden.

Lige så afgørende er det, at direktivet kræver, at alle, som har brug for det, skal kunne anmode det offentlige organ om oplysninger, som af den ene eller anden grund er undtaget kravene til webtilgængelighed.

Krav om digital selvbetjening

I Danmark har vi siden 2012 haft lovgivning, som dikterer, at alle borgere, som er fyldt 15 år, skal have en digital postkasse og betjene sig selv digitalt på en lang række områder.

Kravet spænder vidt – fra ansøgning om SU og begravelseshjælp til skoleopskrivning og anmeldelse af rotter.

Med krav af den kaliber er det naturligvis tvingende nødvendigt, at der følger rettigheder med, som sikrer, at det rent faktisk er muligt for borgerne at efterleve loven.

Ud over at de digitale løsninger selvfølgelig skal være webtilgængelige, betyder det i høj grad også, at man skal kunne anmode det offentlige om oplysninger, som er digitalt utilgængelige for én.

Retten til et fyldestgørende svar indenfor rimelig frist

Når en rettighed er sikret med en internationalt forpligtende aftale, betyder det samtidig, at der er nogen, der er pålagt at levere varen. I dette tilfælde et svar på henholdsvis underretninger og anmodninger fra borgerne.

Og der er da heller ikke hverken slinger i kursen eller uld i munden, når det gælder direktivets beskrivelse af, hvem der skal sikre de rettigheder, som EU-borgerne får med artikel syv.

Direktivet pålægger ordret medlemsstaterne at sikre, ”at offentlige organer giver et fyldestgørende svar på underretningen eller anmodningen inden for en rimelig frist”.

Desværre gemmer denne passus sig godt i EU-direktivet. Så godt, at den umiddelbart synes at være blevet fuldkommen usynlig i den danske lovgivning, som er udformet på baggrund af direktivet.

Det er heller ikke lykkedes mig at finde informationer om denne del af direktivets artikel syv på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside, digst.dk/tilgængelig.

Jeg vil ikke afvise, at det sidste kan skyldes min manglende årvågenhed. Men det er heller ikke så afgørende, for hvis det er svært for mig at finde frem til informationen, vil det givetvis også være det for andre.

Det virker unægtelig som om, at offentlige organer ikke ligefrem står i kø for proaktivt at oplyse borgerne om, at de rent faktisk har ret til et svar, når de henvender sig vedrørende webtilgængelighed. Ja, de har sågar ret til et FYLDESTFØRENDE svar inden for en RIMELIG FRIST.

At begreber som fyldestgørende og rimelig frist i vid udstrækning er verbal elastik i metermål, er én ting.

Men at et så essentielt og for borgerne væsentligt element i EU-direktivet fremstår så godt som usynligt i implementeringen af den danske lovgivning er for mig at se både alarmerende og kritisabelt.

Og når jeg nu er i gang med at lyde som en mavesur og rigid regelrytter, så springer det heller ikke ligefrem i øjnene, at borgeren rent faktisk kan klage til Digitaliseringsstyrelsen, hvis det offentlige organ ikke vender tilbage med et fyldestgørende svar inden for rimelig frist.

Det er min klare overbevisning, at det vil kræve en langt højere grad af feedback og pres fra borgere og brugere, hvis loven skal få reel betydning i praksis. Og det forudsætter, at borgerne ved, hvor og hvordan, de kan blive hørt, få svar og klage, hvis ikke der sker noget.

Jeg understreger som altid, at mit opråb på ingen måde har til hensigt at grave grøfter eller opmuntre til kollektiv udskamning af de ansvarlige myndigheder.

Det er alene mit håb, at denne artikel kan tjene til at øge bevidstheden om et afgørende element i lovgivningen.

Som et gennemdigitaliseret samfund og forsvarende verdensmestre i offentlig digitalisering har vi for mig at se en indiskutabel demokratisk forpligtelse til proaktivt at arbejde for, at vi sikrer alle borgere fri og lige adgang til digitale løsninger og oplysninger.

Sinnet Ellehauge Haag - portræt

WHYsite | Sinnet Ellehauge Haag
Korningvej 23 | 8700 Horsens
Mail: sinnet@whysite.dk 
Mobil 29 45 74 47
CVR 28 78 32 24

Tilmeld dig WHYbloggen
Frameld dig WHYbloggen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *