Kategorier
Tip og trick fra mig til dig

Husk nu webtilgængeligheden

DEBAT: Danmark er verdensmestre i offentlig digitalisering for anden gang i træk! Men vi glemmer stadig alt for mange brugere, når det gælder webtilgængelighed. Det bør vi ændre, og jeg foreslår hvordan.

Flagkæder med Dannebrog og EU flag side om side
Del på linkedin
LinkedIn
Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter

Hvad flager vi for?

Der var stor begejstring og mange rygklap, da Danmark for nylig blev udråbt som verdensmestre i offentlig digitalisering. Igen.

Det er FN, som står bag målingen, der hvert andet år rangerer 193 lande efter, hvor langt fremme de er med offentlig digitalisering. Og det er anden gang i træk, at Danmark topper listen.

Lad mig indledningsvis slå fast, at jeg har stor respekt for den målrettede fællesoffentlige digitaliseringsindsats, som har fundet sted siden 2001. Jeg var selv en del af transformationen fra analog til digital borgerbetjening og administration, da jeg fra 2009 – 2019 arbejdede som henholdsvis kommunal webleder og chefkonsulent i Digitaliseringsstyrelsen.

Når jeg alligevel har sat mig til tasterne for at dryppe malurt i champagnen, er det fordi mine år med offentlig digitalisering også fik det til at stå lysende klart, at vi stadig svigter alt for mange af de borgere, som mere eller mindre frivilligt færdes i den digitale verden.

Vi svigter, fordi der stadig bliver skabt et væld af dårligt tilgængelige digitale løsninger og indhold til nettet hver eneste dag. Det kan vi ganske enkelt ikke være bekendt i en demokratisk velfærdsstat, hvor vi nu for anden gang i træk bærer den gule førertrøje, når det gælder offentlig digitalisering.

I Danmark er der omkring en million mennesker, som enten permanent eller midlertidigt er ramt af forskellige funktionsnedsættelser og handicap. Alt for tit møder disse borgere større og mindre forhindringer, når de bruger hjemmesider, mobilapplikationer og andre digitale løsninger. Fordi løsningerne og indholdet er skabt uden viden om eller hensyntagen til de gældende krav og retningslinjer for webtilgængelighed.

Hvad er problemet?

Forestil dig, at du en dag går i Netto. Foran alle hylderne med varer er der nogen, der har opstillet et to meter højt hegn. Du kan godt se alle varerne bagt hegnet – men du kan ikke få fat i dem og lægge dem ned i din vogn. De ligger lige der for næsen af dig og er alligevel uopnåelige. For du kan ikke få dem med op til kassen og ud af butikken.

Eksemplet er åbenlyst absurd, og det ville næppe udspille sig i den fysiske verden. 

I den digitale verden er det til gengæld helt almindeligt at støde på løsninger og indhold, der er designet, så de er svært tilgængelige – eller decideret utilgængelige – for en masse mennesker.

Det kunne være formularen til ansøgning af NemID medarbejdersignatur på den fælles nationale virksomhedsportal, virk.dk. For at sende den udfyldte formular skal man nemlig bekræfte, at man ikke er en robot ved at klikke på nogle bestemte felter i et billede, som bliver vist på skærmen. Det er ret svært (læs umuligt), hvis man er blind.

Listen over mennesker, der bliver ramt af dårlig digital tilgængelighed, er lang. Den omfatter for eksempel de omkring 300.000 ordblinde, 65.000 borgere med alvorligt synstab og 600.000 borgere i Danmark, som har andre handicap og funktionsnedsættelser. Det kan være alt fra stress, ADHD, hjernerystelse eller hjerneskade til autisme, gigt, Parkinsons Sygdom, epilepsi, farveblindhed, nedsat hørelse og en række andre fysiske og kognitive udfordringer.

Virkeligheden er stadig broget

Om en lille måned – helt nøjagtigt onsdag 23. september – kan den danske lov om webtilgængelighed fejre to års fødselsdag. Spørgsmålet er, om den to-årige tumling har fundet sine ben og indfriet intentionerne om at sikre god tilgængelighed for alle i den offentlige digitale verden.

Lad mig hurtigt afsløre, at det har den ikke. For virkelighedens verden er, at hverdagen i den offentlige forvaltning er fyldt med pivskarpe prioriteringer og benhårde beregninger. Og her kan man konstatere, at webtilgængeligheden sjældent trækker det længste strå.

I virkelighedens verden møder man frustrerede webredaktører, der kæmper en ulige og forgæves kamp for at få bevilliget de ressourcer, der skal til, for at gøre hjemmesider og mobilapplikationer tilgængelige for alle borgere.

I virkelighedens verden møder man projektledere, som uden at blinke eller rødme spørger ind til, hvor stor risikoen er for at blive afsløret, og hvad straffen i givet fald er. Og når de finder ud af, at man højst kan få et påbud, og at Digitaliseringsstyrelsens håndhævelsesprocedure ikke just er skabt med borgeren i centrum, så fortsætter de med at bruge ressourcerne på GDPR, for ”her kan vi jo få en bøde”.

Og i virkelighedens verden bruger man som bureaukrat mere tid på at tolke formuleringer i lovgivningen, som potentielt kan bruges som smuthuller og forberede svar, der kan afværge mulige kritiske spørgsmål fra medierne end på at få loven til at virke i virkelighedens verden – i pagt med dens intentioner.

Det er faktisk ret enkelt

Fordi jeg helt grundlæggende er varm tilhænger af en høj grad af digitalisering – ikke bare i det offentlige, men i det hele taget – funderer jeg ofte over, hvorfor virkelighedens verden er, som den er, når vi taler webtilgængelighed. Men jeg når aldrig frem til en fornuftig forklaring.

For det er i virkeligheden ikke så kompliceret at skabe en digital verden, der er tilgængelig for alle. Det handler ganske enkelt om altid at huske på, at mennesker er forskellige og har forskellige behov. Og indrette sig efter det fra begyndelsen.

Lad mig give et lavpraktisk eksempel fra hverdagen.

De fleste mennesker har ind imellem brug for at se sig i et spejl. Sidder slipseknuden lige? Er der ketchup på hagen? Er læbestiften blevet spist?

Nogle mennesker er meget høje og har brug for et spejl, der hænger højt. Andre er meget lave og har et andet behov. Nogen kan ikke rejse sig og spejler sig derfor altid siddende. 

Hvis du køber et relativt lille spejl og hænger det højt, vil der være mange, der slet ikke kan bruge det, medmindre du stiller en skammel på gulvet. Hvis du hænger spejlet meget lavt, risikerer de høje et hold i ryggen, når de skal foretage deres ketchup-på-hagen kontrol. Brugerne i kørestol er så vant til at møde utilgængelighed, at de sikkert selv har et spejl med i lommen. 

Hvis du nu sidder og tænker: ”Det er da et dumt eksempel. Man kan jo bare sørge for at hænge et tilstrækkeligt højt spejl op fra begyndelsen”, så har du fuldkommen ret. Det er nemlig det, man bare kan, hvis man tænker sig om og husker, at mennesker er forskellige og har forskellige behov.

Og der gælder nøjagtigt den samme logik for digital tilgængelighed. 

Hvad gør vi nu lille du?

  1. Lad os et øjeblik lege med forestillingen om, at vi rent faktisk kan ændre virkelighedens verden. 

Lad os forestille os, at vi besluttede os for at gøre de fine intentioner om at skabe webtilgængelige løsninger og indhold for alle til reel virkelighed. Hvad ville det så kræve?

Mit bud på en top tre prioritering af indsatsområder, som står til fri afbenyttelse for enhver ansvarlig politiker eller embedsmand med agt, magt og midler, ville være:

  1. Professionalisér organisering og rekruttering
    Som samfund har vi på rekordtid transformeret borgerbetjeningen fra overvejende analog til overvejende digital. Men ændringen i borgernes adfærd har ikke ført til nævneværdige ændringer i organiseringen af eller rekruttering til den offentlige webindsats.
    I offentlige forvaltninger, centre og styrelser er webredaktøren stadig en socialrådgiver, fuldmægtig eller miljømedarbejder, som kan kaste et blik på opgaven med webben, når der bliver tid (og det bliver der sjældent).
    Og ansvaret for webindsatsen er sjældent reelt og tydeligt forankret i topledelsen, med konkrete målsætninger. Jeg har endnu ikke hørt om en topleder, der skal performe specifikt på webben som en del af hendes resultatkontrakt. 
  2. Systematisér kompetenceudviklingen
    EU-direktivet om webtilgængelighed stiller krav om, at medlemsstaterne skal fremme og lette uddannelsesprogrammer vedrørende webtilgængelighed.
    Der skal sættes gang i en struktureret, prioriteret og omfattende kompetenceudvikling – ikke bare i de offentlige organisationer, men i høj grad også på relevante uddannelser, hvor webtilgængelighed bør indarbejdes i det obligatoriske pensum.
  3. Skærp sanktionerne
    Den eksisterende håndhævelsesprocedure, som gælder for Loven om webtilgængelighed, er utilstrækkelig. Digitaliseringsstyrelsens eneste sanktionsmulighed er at udstedet et påbud til en myndighed, der ikke overholder lovens krav. Det er ikke effektivt nok i en virkelighedens verden, hvor lovgivningen om GDPR, som trådte i kraft fire måneder før Loven om webtilgængelighed, indeholder muligheden for at sanktionere med bøder.
    Hvis man er i tvivl om, hvorvidt bøder og webtilgængelighed kan sameksistere i det offentlige, kan man spørge i Norge, hvor denne praksis har gjort sig gældende i årevis.

Dette er, hvad jeg som passioneret digital frihedskæmper ønsker mig på vegne af Loven om webtilgængelighed. Lad os i fællesskab sørge for, at den to-årige forsømte tumling bliver en værdig og ansvarlig voksen, og at det digitale Danmark bliver for alle.

Kontakt

Send mig en mail på sinnet@whysite.dk 

Ring til mig  på 29 45 74 47.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *