Har du fuldstændig styr på, hvordan du offentliggør den lovpligtige tilgængelighedserklæring WAS? Eller er du på dybt vand?
Jeg skærer ud i pap, mejsler i granit og beskriver indgående og i punktform, hvordan du sikrer, at du offentliggør erklæringen, som du skal.

Det er vigtigt, at alle brugere let kan finde tilgængelighedserklæringen Derfor skal man både kunne tilgå den via en såkaldt nemURL og via et link i sidefoden.
Når du offentliggør tilgængelighedserklæringen WAS, er der tre ting, du skal overholde.
- Erklæringen skal offentliggøres i et tilgængeligt format
- Brugeren skal kunne komme direkte til erklæringen via den lovpligtige nemURL
- Der skal være et link til erklæringen i hjemmesidens sidefod
Det tilgængelige format
Det første krav – at tilgængelighedserklæringen skal offentliggøres i et tilgængeligt format – behøver du ikke bekymre dig om.
Du har nemlig pligt til at lave erklæringen i Digitaliseringsstyrelsens digitale løsning WAS-Tool, og den sikrer, at formatet er tilgængeligt.
Læs mere om WAS-Tool på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside
Den standardiserede URL
Det andet krav er, at brugeren skal kunne komme direkte til hjemmesidens tilgængelighedserklæring WAS ved at taste den såkaldte nemURL i browserens adresselinje.
nemURL’en er din hjemmesides domæne efterfulgt af /was.
Det betyder, at nemURL’erne for boger.dk, Østerhåbskolen i Horsens Kommune og Folketingest hjemmeside vil være følgende:
- www.borger.dk/was
- www.oesterhaabskolen.aula.dk/was
- www.ft.dk/was
Skriver man denne URL i adressefeltet og aktiverer ‘enter’ tasten på tastaturet, så skal man lande direkte på tilgængelighedserklæringen.
Helt lavpraktisk vil det sige, at der skal laves en teknisk kobling mellem nemURL’en og det unikke link til tilgængelighedserklæringen WAS, som du får, når du har lavet din erklæring i WAS-Tool. Det unikke link fremgår af browserens adressefelt, når du har genereret erklæringen.
I nogle CMS-systemer kan du selv generere et alias, som du kan redirecte til den unikke URL for din erklæring.
Hvis det lyder som sort snak, så fortvivl ikke. Tag fat på din IT-afdeling eller din leverandør. De kan helt sikkert hjælpe dig med opsætningen.
Link i sidefod
Det sidste krav til offentliggørelsen af tilgængelighedserklæringen WAS er, at man skal kunne tilgå erklæringen fra et link i sidefoden, hvis det er praktisk muligt.
Helt enkelt betyder det, at du skal indsætte et link i sidefoden, som du kalder ‘Tilgængelighedserklæring’ og så koble det til den unikke URL, som din erklæring ligger på i WAS-Tool.
Vær opmærksom på, at formuleringen “hvis det er praktisk muligt” ikke betyder, at leverandøren af CMS-systemet selv kan vælge, om det skal være muligt for administratorer at indsætte link i sidefoden.
Kattelemmen er indsat, fordi der i nogle meget store organisationer i blandt andet undervisningssektoren er institutioner, som har fælles sidefod.
Det er klart, at det ikke giver mening at lægge 80-100 link til forskellige hjemmesiders tilgængelighedserklæring i en fælles sidefod. Derfor formuleringen.
Men det er så ubetinget undtagelsen, at det ikke skulle være praktisk muligt at lægge et link til tilgængelighedserklæringen WAS i sidefoden.
Det juridiske grundlag
Kravene til offentliggørelsen af tilgængelighedserklæringen WAS fremgår af § 3 i bekendtgørelsen BEK nr 904 af 22/08/2019, som du finder på retsinformation.dk
§ 3. Offentlige organer skal offentliggøre tilgængelighedserklæringen i et tilgængeligt format på deres websted i en standardiseret URL, som anvises af Digitaliseringsstyrelsen. Offentlige organer skal, hvis det er praktisk muligt, linke til den standardiserede URL i sidefoden på det offentlige organs websted.
Kontakt
Husk, at du altid er velkommen til at kontakte mig, hvis der er noget, jeg skal uddybe eller forklare bedre.
Send mig en mail på sinnet@whysite.dk
Ring til mig på 29 45 74 47.